Sommervarme

Denne omgangs arabiskstudier og specialeresearch i Yemen lakker så småt mod enden, og jeg gør mig derfor klar til at vende hjem til Frejas sal (via Istanbul). Det betyder også, at jeg kan se lidt større på regimets (eller måske nærmere min egen) paranoia, og således genoptage de løbende kommentarer på udviklingerne i Yemensituationen samt andres meninger om denne.

Konfliktintensiteten er ikke nemlig ikke dalet siden sidst. En overgang hørtes dagligt jægerflyenes brøl med kurs mod syden, hvor de angiveligt havde militante islamister som deres mål – en udmelding, der dog kun kan tages for gode varer med den højeste grad af forsigtighed. Som den nyeste rapport fra Amnesty International fastslår, er den globale terrorfortælling nemlig også et retorisk værktøj med hvilket regimet kan italesætte dets forskelligtartede modstanderne som det samme: terrorister. Dermed øges legitimiteten af 1) regimets fortsatte interventioner og 2) de hårdhændede midler, som tages i brug. I Yemens økonomiske og uddannelsesmæssige magthus, Tai’z - der ligger på grænsen mellem nord- og sydyemen – stiger det socioøkonomiske nag og deraf følgende voldelige protester imidlertid ligeledes, og udviklingen her skal blive interessant at følge. For det første fordi der er grænser for, hvor bredt terrorfortællingen kan favne, og for det andet fordi Tai’z historisk og samtidigt set hører til Yemens hjerteland. Det siger en del om, hvor primære yemens økonomiske problemer er for den overordnede situation: hvis situationen i Tai’z tilspidses, er det meget, meget alvorligt.

To nylige artikler adresserer Yemens turbulente sommer. Den første knap så velgennemtænkt – den anden derimod ret så velgennemtænkt.

Elham Manea pointerer rigtig nok, at analyserne af konflikterne i nord og syd må kontekstualiseres i overensstemmelse med deres forskellige historiske rødder. Til gengæld er hun på mere gyngende grund, når hun foreslår, at problemet er forankret i statens manglende penetrering af Yemen: landet har oplevet en bemærkelsesværdig høj grad af stabilitet med en svag stat, fordi staten havde de økonomiske midler til at indarbejde de forskellige samfundsaktører af betydning i et politisk anpartsselskab, som imidlertid nu er ved at splintres, fordi regimet ikke længere har et økonomisk mulighedsrum, der muliggører et sådant arrangement. Problemets rod er økonomisk. Hun kommenterer videre, at

“I do believe that it will not be possible to create a strong state in Yemen without breaking the tribal institutions as independent from the state. Yemen needs a coherent policy towards the tribal system.”

Dermed overser hun tilsyneladende, hvordan stammernes fortsatte magt over for staten lige så meget er et resultat af betydelige subsidier fra Saudi Arabien, der altid har haft en interesse i at styrke de yementiske stammer, fordi kongeriget nord for Yemen altid har frygtet etableringen af en egentlig yemenitisk stat. En sådan kunne nemlig potentielt set gentage kravet over Asirprovinsen, som sauderne snuppede fra Yemen i 1936 (en konflikt, der først formelt fandt sin afslutning i 2000). Desuden er en folkerig, republikansk og forholdsvis demokratiseret politisk entitet klods op af det saudiske monarki også en stærk modfortælling til saudernes subregionale hegemoni. Da Saudi Arabien smed op i mod een milion yemenitiske gæstearbejdere ud af landet i 1991, og dermed sendte Yemen ud i et økonomisk stormvejr af dimensioner, havde det meget lidt at gøre med det forhold, at Salih undlod at stemme for verdenssamfundets indgriben over for Saddams invasion af Kuwait. Det havde tilgengæld alt at gøre med en dårlig undskyldning: sauderne frygtede den nyetablerede yemenitiske stat længe før deres harme over Salihs støtte til Saddam.

Denne pointe knytter også an til eet  af Manea’s løsningsforslag, der går på en øget subregional økonomisk og politisk integration. En sådan er mere betinget af saudisk end yemenitisk nytænkning. Der er tre niveauer i tilgangen til yemensituationen. Det første er nationalt, og drejer sig om gen-demokratiseringen af yemenitisk politik. Det andet er regionalt, og drejer sig først og fremmest om saudernes vilje til at integrere Yemen i Golføkonomien samt slække dets tag i de yemenitiske stammer. Det tredje er internationalt, og har at gøre med nødvendigheden af, at vestmagterne ser Yemen i hendes helhed i stedet for at forstærke terrortilgangen, der – som det ses med al tydelighed af Amnestys rapport – er decideret kontraproduktiv på det nationale niveau.

Fawas Gerges fra LSE har et nuanceret indspark, der – i tråd med mine personlige overbevisninger – forankrer alle regimets opponenter i landets strukturelle udfordringer. Hans bemærking om AQAP er særlig interessant:

“Although AQAP is dangerous, it poses one of the weakest challenges to Yemen. It is a parasite that feeds on social and political chaos and upheaval. Time and again, Al-Qaeda has shown to be its own worst enemy, with a tendency to self-destruction. AQAP currently numbers between 100 and 300 core operatives, though most are rookies and unskilled with little combat experience, unlike the previous Afghanistan generation.”

Heraf følger, at AQAPs slagskraft burde vokse med landets økonomiske deroute – og hvis man tager sommerens udviklinger til indtægt, så er det faktisk lige præcis dét, der er tilfældet. Endvidere er det også interessant, som Gerges gør til sidst, at overveje generationskløften mellem Yemens militante islamister. Generelt set har de intra-islamistiske skillelinjer det med at forløbe langs generationskløfter, og Yemen er ingen undtagelse. Den yngre generation af militante islamister er mere radikaliserede end den ældre, fordi regimet af en masse forskellige årsager – herunder kravene fra Washington og regimets stigende magtfuldkommenhed – har fremmedgjort førstnævnte, mens sidstnævnte blev effektivt indarbejdet i regimet som nordelitens stærke arm mod syd-separatisterne under borgerkrigen i 1994.

Således et punktum for dette comeback. Stay tuned.

ML

1984

Jeres dansker i Yemen pønser på et speciale om politiske identitetsforestillinger i saudi-yemenitiske relationer. Saudi-yemenitiske relationer er imidlertid det, man kunne kalde for et følsomt emne her i Yemen. Hertil man kan lægge et paranoidt regime – et panopticon – der efterhånden nægter indrejse til alle, der ved noget om landet. Og lidt diplomatisk udtrykt har man også ladet mig forstå, at overskriften til dette indlæg har relevans for min situation. Derfor tager jeg orlov fra bloggen indtil november.

Fred og Kærlighed så længe

George Orwell (ML)

-

Here we go again

I Yemen florerer i øjeblikket en lettere morbid joke blandt vestlige gæstearbejdere, som muligvis gerne snart så en ende på deres udstationering til det (u)lykkelige arabien.

En franskmænd, en amerikaner og en yemenit er kommet i helvede, og i et glimt af overbærenhed beslutter djævlen sig for at lade dem foretage eet opkald hver til deres respektive familier. Jo længere de ringer, jo længere bliver de efterfølgende udsat for tortur. Først ringer franskmanden i tre minutter, hvorefter djævlen kan oplyse ham om, at han skal udsættes for en times tortur. Dernæst ringer amerikaneren i 5 minutter, og skal herefter tortureres i tre timer. Til sidst ringer yemenitten til sin enorme familie i tre timer. Djævlen kan så oplyse yemenitten om, han vil blive udsat for eet minuts tortur. What the hell! Merde! Franskmanden og amerikaneren spørger naturligvis ganske oprørte til, hvorfor yemenitten slipper så uretfærdigt billigt, hvorefter djævlen svarer: “det var et indenrigsopkald”.

Joken faldt på en café, hvor jeg mødtes med en ven, som er een af dem, der ved allermest om landets nuværende situation. Han snakkede med lav stemmeføring, fordi han bliver overvåget af regimet, og jeg skal for en god ordens skyld bevare hans anonymitet (selvom jeg anser det for usandsynligt, at Regimet overvåger denne blog).

Yemen er ikke et helvede endnu, men det stod lysende klart fra vores samtale, at landet befinder sig i den dybeste krise nogensinde. En krise, der stikker dybere og på alle måder er langt, langt mere kompleks end de sædvanlige Al-Qaeda-fikserede bidrag. For nylig havde Panorama (P1) Jens Nauntofte i studiet til en sludder om Yemensituationen, men eftersom internettet hernede er en joke, er jeg desværre ikke i stand til at lytte til udsendelsen. Af teaseren fra DRs hjemmeside kan man imidlertid læse:

“Intet under at yemenitter er rasende på al-Qaeda. De er i færd med at ødelægge Yemen som turistland. Hotellerne står tomme, og glemslens støv lægger over det smukke land. Al-Qaeda er for alvor i gang med at gøre det lykkelige Arabien til et “ulykkeligt Arabien.””

Bravo, DR. Er det det, I mener, det drejer sig om? Turisme og Al Qaeda? Når regimet udkæmper to borgerkrige – een i Nord og een i Syd? Når landet står over for humanitære katastrofer og hastigt forsvindende naturresurser samt kommende eliterivaliseringer gennem militæret? Alle sammen kriser, der overstiger al-Qaedas destabiliserende potentiale. Hvis al-Qaeda er udsendelsens politiske fokus – hvilket beskrivelsen tyder på, omend jeg ikke har hørt selve udsendelsen – så er det ganske simpelt pinligt, at DR, som er een af Danmarks mest dybdegående nyhedsaktører, ikke kan præstere bedre. En forklaring på indlæggets tabloid-karakter er muligvis, at man ikke har foretaget en ordentlig research, eller også har man ville gøre det hele lidt mere sexet. Lad nu dét ligge.

For i nord balancerer stabiliteten på en knivspids, og hver formiddag brøler jagerfly gennem luften – formentlig med kurs mod Sa’ada. Omverdenen er stadig tavs med undtagelse af Qatar, der tilbyder mægling mellem parterne. Det forsøgte man også tilbage i 2008, men siden konflikten stadig raser, kan vi slutte, at det ikke virkede.

Hvad gik galt? Det, emiren af Qatar tilbød, var genoprettelsesprojekter i den ludfattige provins, som Sa’ada vitterlig er, hvis parterne lagde våbene fra sig. Det aftalte de at gøre ved at underskrive en aftale i Doha, men to faktorer knækkede indsatsen.

For det første manglede effektive implementationsstrategier. For det andet, og måske endnu vigtigere, ville Saudi Arabien også lege med. For den mest betydningsfulde aktør i Yemen hedder ikke EU, ikke USA – men Saudi Arabien (særligt interesserede kan så småt begynde at glæde sig til mit speciale). Siden Qatar etablerede tv-stationen Al Jazeera, der ikke er synderligt kritisk på hjemmebanen, men til gengæld er yderst kritisk over for den Saudiske kongefamilie, har der hersket kold luft mellem de to stater – også fordi Qatar gentagne gange har gået deres egne udenrigspolitiske veje, og gentagne gange har kritiseret Sauderne i den Arabiske Liga såvel som GCC. Det skulle derfor nødig hedde sig, at emiren af Qatar ydermere blander sig i Saudi Arabiens baghave. Derfor italesatte Sauderne Qatars mæglingsforsøg som et påbud fra shia-muslimske Iran om at redde de shia-muslimske Houthi’er fra et svigende nederlag (omend Iran ikke spiller nogen påviselig rolle i Nordyemen); derfor pumpede Sauderne et skud finanser ind i det yemenitiske militær og de allierede stammer. Saudernes benzin antændte bålet på ny, hvilket de så sandelig kom til at fortryde, da de godt et år efter pludselig befandt sig i en direkte væbnet konfrontation med Houthierne – en direkte konfrontation, Sauderne ikke ønsker, fordi de gennem deres lange historie i Yemen udmærket godt ved, at landet er en hvepserede.

Selvom jeg personligt tror på, at GCC-landende har et langt større potentiale for at mindske den lurende katastrofe i Yemen end både USA og EU, så er der lang vej endnu. Hvad er Sauderne (u)villige til i Yemen? Det er afgjort et spørgsmål af presserende relevans på alle niveauer af Yemensituationen, herunder konflikten i nord.

En storm i et glas vand fra medie-andedammen eller en ny og mere sofistikeret strategi?

I Yemen kysser mænd hinanden på kinden næsten som i Frankrig, selvom det i Frankrig for det meste kun er kvinder og mænd, der kysser kvinder. Anyway. Problemet for mit vedkommende er, at kysseriet kun er næsten som i Frankrig: nogle gange kysser man hinanden tre gange hurtigt på een kind, hvorefter man skifter til den næste – andre gange kysser man een gang på hver kind (altså ligesom i Frankrig). Det bevirker naturligvis, at kindkysseriet for en ikke-yemenit som jeg kan være ret uforudsigeligt, og en første feature ved dette ophold i Yemen var således, at jeg kom til at kysse min gamle overskæggede arabiskunderviser på munden, fordi vi skiftede side på samme tid. ‘Pinligt’ er et fattigt ord i denne forbindelse.

Og med denne lille prolog om kulturelle spidsfindigheder og deres udfordringer for jeres dansker i Yemen, er vi klar til at gå i krig med første spørgsmål: hvad er der at sige om AQAP’s lancering af deres nye engelsksprogede, webbaserede magasin ved navn Inspire?

På trods af enorm medie-opmærksomhed: ikke forfærdelig meget.

Bevares, det er meget veldesignet.

Men for det første er der, som Thomas Hegghammer pointerer, tale om gammel vin på nye flasker – både hvad angår selve lanceringen af et engelsksproget militant islamistisk magasin såvel som de specifikke pointer, som denne førsteudgave af Inspire indeholder. Begge dele er set mange gange før. Af interesse for os danskere skulle da lige være magasinets hovedartikel (med titlen ‘The Dust will never settle down’) fra Washingtons nye yemenitiske hadeobjekt nummer 1 – Anwar al-Awlaki - og hans ukærlige behandling af den danske karikatursag. Ved første øjekast er det foruroligende at se danskere – Flemming Rose, Kurt Westergaard og Carsten Juste – på en liste med en pistol nedenunder.

Men for det andet er sammenhængen mellem Inspire og AQAP dunkel. Hvad der står fast, er, at Awlaki fremstår som primus motor, og at AQAP klapper i hænderne over udgivelsen, men udover disse forhold er det svært at sige mere. Er Awlaki retorisk eller strategisk allieret med AQAP? Relationen forbliver uafklaret i skrivende stund.

For det tredje er det også værd at bemærke, at Awlaki er noget nær uvæsentlig i en yemenitisk sammenhæng. Han tordner mod USA og hendes amerikaniserende imperialisme – iøvrigt på klingende amerikansk-engelsk – til et vestligt publikum, men yemenitterne kunne ikke være mere ligeglade med hans engelsksprogede propaganda, som de ikke forstår, hvis de overhovedet har adgang til internettet. Hvis Awlaki er interessant, så er det højest for et vestligt publikum. Og jeg siger højest, fordi de fleste muslimer i vesten med militante islamistiske sympatier for det meste taler arabisk, og formentlig finder arabiske kilder mere autentiske end engelske.

For det fjerde er det også muligt at se Inspire som et svaghedstegn. Selv hvis vi ser bort fra, at det er uvist hvor forbundet magasinet er til AQAP, kan vi spørge: hvorfor? Et muligt svar kan være, at der er tale om en ny strategi, fordi Yemens militante islamister er så presset af det yemenitiske regimes samarbejde med amerikanske efterretninger og drone-angreb.

Og dog er der måske alligevel grund til at reflektere over alvoren i lanceringen af Inspire. Gregory Johnsen, der synes at være noget mere imponeret end Thomas Hegghammer, påpeger eksempelvis det bekymrende i, at magasinet er så velskrevet, som det er: det tyder nemlig på tilstedeværelsen af en god håndfuld militante islamister i Yemen med vestlige pas. Derudover er der måske også grund til at overveje det radikaliserende potentiale i Inspire, omend vi på dette punkt selvfølgelig også bliver nødt til at overveje, hvor meget medier overhovedet radikaliserer. Indtil dags dato er der faktisk ikke udarbejdet seriøse undersøgelser, der dokumenterer mediernes radikaliserende effekt. Det er af og til et ildehørt forhold, fordi det tvinger os til at se indad.

På bundlinjen er det altså svært at konkludere særlig meget. Det skulle da lige være, at hvis nogen opfatter militante islamister som antimoderne, så tro om igen. De er hypermoderne, og vældig globaliserede (man kan faktisk anskue Al Qaeda’s ideologi som en alternativ globaliseringsfortælling, der konkurrerer med andre globaliseringsfortællinger). Og slutteligt er det såmænd også værd at citere gode gamle Margaret Thatcher: “Democratic nations must try to find ways to starve the terrorist and the hijacker of the oxygen of publicity on which they depend”. Hvis offentlighed er det vigtigste succeskriterium for en hvilken som helst terrorbevægelse – og det mener jeg personligt, at det er – så er Inspire en betydelig succes. Vel og mærke en succes, som måske siger allermest om flertallet af vestlige medier og deres enøjede, tabloid-perspektiver på Yemen.

Det vigtigste at understrege er således, at dette indlæg er af ringe betydning for yemensituationen, der som nævnt igen og igen og igen byder på en række sammenfaldende kriser, som er langt mere alvorlige for landets stabilitet. Hvis AQAP ellers forholder sig nogenlunde i ro, er det således disse og meget meget andet, jeg vil fokusere på fremover.

Igår rendte en smilende knægt mig i møde og fortalte mig, at han elskede Danmark (og nej, han er ikke ude efter penge). En grund til optimisme? Nok næppe – men sigende for et scenarium med nuancer.

Alt jeg kan sige er: stay tuned.

ML

So, we meet again

Det (u)lykkelige Arabien er tilbage. Flytning, eksaminer, festival og alskens gøremål hører fortiden til, og undertegnede befinder sig nu i selve bloggens genstand: Yemen, Sana’a, hvor det i skrivende stund både tordner og regner, hvilket er rart for en skandinavisk Kong Vinter som jeg. Her skal jeg arbejde på mit arabiske, her skal jeg researche til mit speciale, og herfra vil jeg de næste tre måneders tid skitsere de væsentligste yemenitiske begivenheder med et særligt fokus på, hvordan de rent faktisk tager sig ud her.

Siris er på orlov i Indien, så i de næste to måneders tid er det mig, der snakker.

Den første begivenhed, der står for skud, er AQAP’s lancering af det engelsksprogede internetmagasin ‘Inspire’, som har modtaget verdensomspændende opmærksomhed i kølvandet på, at militante islamister i Yemen høster globaliseringens frugter ved at kommunikere deres radikaliserende ambition til et vestligt (muslimsk) publikum. Det interessante i denne sammenhæng synes at være, at på trods af de fleste militante islamisters lodrette afvisning og tilsyneladende kamp mod globaliseringen, er denne bevægelse måske i virkeligheden een af de mest globaliserede overhovedet. På samme tid rejser dette forhold også spørgsmålet om, hvordan AQAP balancerer mellem – på den ene side – deres lokale sweet talk til de ikke-statslige yemenitiske aktører hvis tolerance og/eller hjælp de ikke kan foruden, og deres globale imperativ på den anden side.

Men her og nu vil jeg imidlertid lade ovenstående være en lokkedue for fremtidig læsning af bloggen. Man er træt efter at ankomme til Sana’a kl 3.30 – om ikke andet, så fordi sengen var befængt med væggelus af en art. Det næste indlæg graver dybere ned i spørgsmålet om Inspire. Og bid mærke i, at jeg naturligvis har tænkt mig at overholde bloggens formaning om, at yemensituationen ikke kan reduceres til AQAP, og således berette om en hel del andet og mere mellem yemenitisk himmel og jord.

- stay tuned

ML

Studehandler og jødesituationen

Det skorter ikke på oversigtsartikler om Yemensituationen, og the Economist er på gaden med endnu een. Mens den aldrig rigtig hæver sig over, hvad så mange andre artikler før den har pointeret, så er dog een pointe – omend en kende vag – ret så interessant. Der går nemlig forlydender om, at Salih brygger på en aftale med syd-separatisterne om en politisk studehandel, der går ud på følgende: hvis de sydlige politiske ledere bakker op om en forfatningsændring, der kan sikre Salih endnu en præsidentperiode efter 2013, hvor han ellers er konstitutionelt forpligtet til at gå af, så vil Salih til gengæld gå med til en højere grad af politisk autonomi til Sydyemen. Om aftalen har noget på sig, er, i tråd med Yemens uformelle politiske klima, svært at vurdere. Under alle omstændigheder er det også svært at se, hvordan en sådan aftale kan pille ved den motor, som driver syd-separatisterne: socio-økonomisk nag. På den måde er det bestemt sandsynligt, at aftalen kan tilfredsstille visse sydlige lederes magtprætensioner, men givet denne konflikts voksende sociale dybde, peger alt i retning af, at en sådan aftale ville være alt for utilstrækkelig og kortsigtet. I modsætning til 1994 er modstanden mod nordens hegemoni ude af syd-elitens hænder.

(Artiklen begår også en fejl: Sheikh al-Zindani er ikke leder af Islah-partiet – han tilhører en bestemt faktion i partiet, men lederen hedder Hamid al-Ahmar)

Og så stiller vi om til jødesituationen. I op mod 1.800 år har der nemlig boet jøder i Yemen, og deres relationer med det omkringliggende, muslimske samfund er et fascinerende komplekst studium, som imidlertid tit er offer for forsimplinger. På den ene side er det et faktum, at de jøder, som valgte at blive i Yemen efter staten Israels oprettelse i 1948, har fået vanskeligere kår (ikke mindst i kølvandet på Israels intervention i Gaza i december 2008). I sidste uge besluttede en muslimsk politimand sig eksempelvis for at blande sig i en jødes religiøse krøller (de krøller, der til forveksling kan minde om proptrækkere). Dette gjorde han – med hjælp fra sine kollegaer – ved at tvinge jøden mod jorden mhp. simpelthen at klippe krøllerne af ham indtil omkringstående tilskuere greb ind i forsvar for jøden.

På den anden side co-eksisterer den jødiske identitet med andre i det samme individ, hvilket blandt andet sås, da de yemenitiske jøder protesterede på den årlige mindebegivenhed for palæstinenske fanger i Israel – vel og mærke for de palæstinensiske fangers kår og imod den Israelske stats palæstinastrategi (omend de foretrak anonymitet i tilfælde af, at de en dag besluttede sig for at rejse til Israel). Disse to eksempler peger på en yderst ambivalent identitetsformation hos de yemenitiske jøder.

Et alvorligt eksempel på de yemenitiske muslimers ambivalente holdning til jøder kan illustreres ved drabet på den 30 årige rabbiner, Moshe Ya’ish al-Nahari, som blev begået af en – sandsynligvis – sindsforvirret yemenitisk muslim. Det yemenitiske regime fremstiller sig selv som agererende i fuld overensstemmelse med Islam, så hvad var deres svar? De dømte drabsmanden til døden, og evakuerede størstedelen af det jødiske samfund til Sana’a.

Det kommer bag på de fleste vesterlændinge, at muslimer faktisk er religiøst forpligtede til at behandle jøder og kristne med respekt: Jesus såvel som Abraham er profeter på linie med Muhammad i Koranen. Det mest afvæbnende og forsonende, man kan sige til en yemenit, som beklikker dit religiøse ståsted, er således: ulakin nahnu ahl al kitab (men vi er bogens folk).

Men på samme tid er Palæstina-fortællingen stærk i Yemen, og så går der politik i religion (hvilket i virkeligheden er langt farligere end det omvendte). I skrivende stund er antallet af yemenitiske jøder nede på ca. 300, og meget tyder på, at deres lange historie i Yemen så småt synger på sidste vers – omend grupperinger blandt de yemenitiske jøder faktisk modarbejder Israel og USAs forsøg på at hjælpe jøderne ud af Yemen. Er de yemenitiske jøder først og fremmest jøder, eller først og fremmest yemenitter? Det er et altså et spørgsmål, som er svært at besvare.

Den mest kendte jøde af yemenitisk afstamning er iøvrigt Dana International – ham/hende den transseksuelle, der i 1998 vandt det europæiske melodigrandprix med sangen Diva.

ML

Spændt situation på alle fronter

I morges sprængte en eksplosion ved siden af den britiske ambassadør, Tim Torlots, konvoj og det er første gang i et stykke tid at terrorgrupper i Yemen rør på sig. Flere analytikere mener at Al-Qaida står bag, selvom dette ikke er bekræftet. Angrebet virker velplanlagt da det skete mens Tim Torlot var på vej tilbage fra ambassaden efter et tidligt møde. Danske medier har dagen igennem rapporteret at en ansat ved ambassaden blev dræbt af eksplosionen, dette til trods for at den britiske ambassade selv tidligt var ude og sige at ingen ansatte på ambassaden eller britiske statsborgere kom noget til.

Angrebet kommer som situationen ser ud til at spidse til både i Syd og i Sa’ada. I Syd har der de seneste uger været gentagne sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, og selvom rapporteringen er mangelfuld virker det til, at flere er blevet sårede eller dræbt. I Sa’ada har der den seneste uge også været tegn på, at våbenhvilen er ved at smuldre, og regeringen har beskyldt rebellerne for både angreb på sikkerhedsstyrker og kidnapning.

Den yemenitiske regering står, som mange efterhånden ved, overfor tre store politiske udfordringer der truer stabiliteten i landet: borgerkrigen i Sa’ada, protestbevægelsen i Syd og Al-Qaida på den Arabiske Halvø. Den seneste udvikling er dog værd at lægge ekstra mærke til, da det er første gang at alle tre konflikter blusser op på en og samme gang. Tidligere har der som regel været ro på en eller to fronter samtidig.

Regeringen i Yemen er uden tvivl presset. Efter 30 år med ”divide-and-rule” rækker politisk loyalitet sjældent længere end til de sidste oliepenge. Og penge er der som bekendt ikke mange af for tiden i den Yemenitiske statskasse. Derfor kan det blive rigtigt svært for regeringen at håndtere de politiske udfordringer fremover, især hvis disse forekommer simultant som i den seneste uge.

Et af de tiltag som regeringen har taget for at imødegå den voldsomme opposition er at gennem kampagner og promovering af nationale symboler forsøge at skabe den nationale sammenhængskraft og identifikation som aldrig blev skabt efter foreningen af nord og syd i 1990. Gennem tv-reklamer forsøger regeringen at promovere ”unity” som noget guddommeligt givet fra oven (i en af reklamerne spørger et barn hvorfra foreningen i 1990 kom, og en voksen peger op mod himmelen og svarer ”from above”). Herudover ses overalt i hovedstaden store reklametavler der reklamerer for national forening. Også det yemenitiske flag promoveres flittigt. I gadekryds sælges små flag med sugekop som kan sættes i bilruden eller på motorcyklen og et nyt regeringsdekret forbyder børn at deltage i undervisningen i skolerne, hvis ikke de bærer flaget på skoleuniformens bryst. Når man møder skolebørn på gaden ligner de mere soldater end børn i deres grønne uniformer med det påsyede flag.

Spørgsmålet er om regeringen gennem disse kampagner kan skabe den loyalitet og sammenhængskraft som staten i øjeblikket behøver for at overleve. Højst sandsynligt får kampagnerne ikke den ønskede effekt, hvis ikke de samtidig bakkes op af politiske indrømmelser fra regimet, decentralisering af magten, forsoning og ikke mindst en samlet politik der adresserer landets strukturelle problemer. Men uden penge i statskassen og med en magtelite der kæmper om, hvem der skal overtage præsidentposten når Saleh går af, lader det ikke til at disse tiltrængte tiltag bliver en realitet foreløbig. Om regeringen kan modstå presset og holde sammen på staten Yemen, det må tiden vise.

SH